En dom fra Vestre Landsret slår fast, at en statslig selvejende institution godt kan gå konkurs. På baggrund af dommen er det Djøfs anbefaling, at gymnasieledere, som overvejer en stilling på en institution med økonomiske udfordringer, søger rådgivning hos Djøf.
Vestre Landsret har fastslået, at en statslig selvejende institution kan tages under konkursbehandling.
”Vores advokat er ved at nærlæse dommen fra Vestre Landsret, men det ændrer ikke ved landsrettens konklusion: En statslig selvejende institution kan gå konkurs,” siger chefkonsulent Mads Kildegaard Larsen fra Djøfs afdeling for Chefer og Jura.
Dommen tydeliggør, at ansættelse i en statslig selvejende institution ikke nødvendigvis indebærer samme retlige og økonomiske rammer som ansættelse i den øvrige offentlige sektor.
”Helt konkret viser dommen, at ansættelse i en statslig selvejende institution efter omstændighederne kan indebære en anden økonomisk risiko end ansættelse i den øvrige offentlige sektor,” siger Mads Kildegaard Larsen.
Djøf anbefaler derfor, at medlemmer søger juridisk rådgivning hos forbundet, når de tiltræder en ny stilling, eller hvis de oplever udfordringer i et eksisterende ansættelsesforhold.
”Medlemmer, der overvejer en stilling på en institution med økonomiske udfordringer, bør forholde sig til den økonomiske situation og den mulige risiko. En eventuel konkurs kan indebære, at man står uden løn – også for allerede udført arbejde,” understreger Mads Kildegaard Larsen.
Fra Djøfs side maner man samtidig til besindighed.
”Det er vores vurdering, at VUC Syd-sagen var ekstraordinær. Forud for konkursen har der været et længere og særligt forløb, og vi er ikke bekendt med tilsvarende situationer andre steder,” siger Mads Kildegaard Larsen og fortsætter:
”Vi rejser alene det opmærksomhedspunkt, at hvis der tegner sig alvorlige og uløselige økonomiske problemer på en institution, er det legitimt at varetage sine egne økonomiske interesser og foretage et bevidst valg om, hvorvidt man eksempelvis ønsker at forblive i stillingen.”