Der skulle være lokal løndannelse, og bestyrelsen på det enkelte gymnasium skulle forhandle og fastlægge rektors løn. Sådan lød det, dengang chefaftalen blev præsenteret. Men sådan blev det som bekendt ikke. Nu er uenighederne om udmøntningen af chefaftalen mellem staten, Djøf og en række andre fagforbund under Akademikerne (AC) endt i en faglig voldgiftssag.
”Det er på alle måder en trist sag med store konsekvenser for vores medlemmer,” siger chefkonsulent Mads Kildegaard Larsen fra Djøfs afdeling Offentlige chefer.
GymLF-formand Marianne Munch Svendsen møder da også stor interesse om sagen fra GymLF-medlemmer i hele landet.
”Det er jo ikke hverdagskost, at man anlægger en voldgiftssag, og vi ville hellere have haft, at chefaftalen havde fungeret som forventet. Men vi har ikke fået de friere løndannelsesrammer, som vi blev stillet i udsigt. Tværtimod bliver rektorlønningerne fastsat på en uigennemskuelig måde i ministeriet, som gør det svært at navigere i. Så nu er vi her,” siger GymLF-formand Marianne Munch Svendsen, som er rektor på Falkonergården Gymnasium & HF.

Det decentrale lønsystem er dødt
Og det er grundlæggende manglende mulighed for lokal løndannelse, som voldgiftssagen handler om. Mads Kildegaard Larsen siger:
”Det var i sin tid Finansministeriet selv, som efterlyste et decentralt lønsystem. Det fik vi så, men det er aldrig blevet implementeret. I stedet oplever vi, at Undervisningsministeriet fastsætter rektorlønninger uden mulighed for at forhandle. I Djøfs optik er det decentrale lønsystem, som Finansministeriet selv efterlyste og beskrev i klare vendinger, aldrig blevet implementeret,” konstaterer han.
Efter flere års frugtesløse forhandlinger om sagen, er der nu udsigt til en voldgiftssag med Djøf på den ene side og staten på den anden. Da sagen også berører flere andre typer af uddannelses- og forskningsinstitutioner, er den samlet i Akademikerne (AC), så der lægges sag an samlet.
Staten tygger på klageskrift
Status på sagen lige nu er, at der er udvekslet klageskrift, hvor Akademikernes advokat har oplistet klagepunkterne. Det er advokat og partner Jakob Goldschmidt fra Sirius Advokater, som repræsenterer Akademikerne og dermed Djøf. Klageskrift ligger nu hos Kammeradvokaten, som repræsenterer staten i sagen og skal forholde sig til klagepunkterne. Formentlig ved vi i løbet af maj måned, hvordan staten forholder sig til klageskriftet.
Hvis parterne ikke kan blive enige herefter, vil Arbejdsretten nedsætte en egentlig faglig voldgiftsret, og så går sagen i gang. En voldgiftsret består af en overdommer – kaldet opmand – samt to sidedommere fra lønmodtagersiden og to sidedommere fra arbejdsgiversiden. Sagen vil formentlig foregå i løbet af efteråret, hvor parternes advokater skal føre beviser og vidner for dommerne.
GymLF kan ikke leve med lønundren
”Vi håber selvfølgelig, at sagen falder ud til vores fordel, så staten får klar besked på, at de har implementeret chefaftalen forkert, og at det lønstyringssystem, som Undervisningsministeriet har sat i værk, er overenskomststridigt og skal laves om,” siger Mads Kildegaard Larsen, som mest af alt synes, at sagen er trist – blandt andet på grund af den manglende dialog.
”Det ville være mere konstruktivt, hvis staten rent faktisk erkendte, at man havde indgået en aftale som ikke var implementerbar inden for de statslige styringsmæssige behov, som blandt andet lønrammesystemet er udtryk for. I en samtale kunne vi tale os frem til en løsning i stedet for, at ministeriet ensidigt sætter sig ned og udvikler et lønstyringssystem. Hvis det er sådan, man ønsker det, så ser det jo noget snævert ud med at indgå aftaler om fri løndannelse i fremtiden,” siger han.
I GymLF er sagen hjerteblod, fortæller formand Marianne Munch Svendsen.
”Jeg mærker stor interesse fra vores medlemmer for at følge med i voldgiftssagen. Kernen i GymLF’s virke er at sikre ordentlige lønvilkår og lønudvikling for ledere i gymnasiet, og vi kan ikke leve med, at der i sektoren er en stor undren over, hvorfor vi bliver lønnet så forskelligt. Så i GymLF er vi selvfølgelig spændte på udfaldet,” siger hun.