GymLF vil gerne hjælpe rektorer med at komme med i netværk. For selvom flertallet af gymnasielederne er med i et netværk, er der stadig rektorer, som mangler, viser trivselsundersøgelse.
Et stort flertal af landets gymnasierektorer er allerede med i et ledelsesnetværk. Men der sidder også rektorer rundt omkring, som ikke er i ledelsesnetværk, og som gerne vil være det. Det skal vi lave om på, mener GymLF’s bestyrelse.
”Det kan være afgørende at være med i et rektornetværk. Som gymnasieledere står vi dagligt på hovedet, for at eleverne har nogen at sparre med, og at alle indgår i fællesskaber. Så når nogle af vores egne rektorkolleger melder ud, at de mangler netværk, så har vi som lederforening en stor forpligtelse til at sikre, at det kommer på plads,” siger GymLF-formand Marianne Munch Svendsen.
Hun opfordrer derfor rektorer, som gerne vil med i et netværk, til at tage fat i GymLF-repræsentanten i deres region. For der er hjælp at hente. En leder, som efterlyste netværk på et af GymLF’s regionale møder, har fx allerede fået en invitation fra et eksisterende netværk.
Mangler invitationer til netværk
Af GymLF’s trivselsundersøgelse fra 2023 fremgår det, at syv ud af ti gymnasieledere er med i et netværk. For rektorer er det ni ud af ti. Af de ledere, som ikke er med i netværk, angiver 40 procent, at det er, fordi de ikke er inviteret med i noget netværk. Og en invitation er typisk indgangen til de eksisterende netværk.
”Som leder i gymnasiet er du alene med meget, så netværk kan gøre en stor forskel. Det kan være afgørende og lidt af en livline at have adgang til gode rektorkolleger, hvor man kan få og modtage råd, sparring og inspiration. Når vi er i ledernetværk på tværs, sikrer vi også overordnet, at sektoren som helhed bliver drevet godt,” siger Marianne Munch Svendsen.