Nils-Georg Lundberg takker af som formand for Gymnasiernes Bestyrelsesforening.
Der er udskiftning i toppen af Gymnasiernes Bestyrelsesforening, som er en vigtig samarbejdspartner for GymLF. Nils-Georg Lundberg, som har været formand for foreningen i seks år, stopper efter eget ønske og holdt afskedsreception i slutningen af april 2024. Han er mangeårig formand for bestyrelsen på Hjørring Gymnasium, tidligere rektor på Hjørring Seminarium og dekan ved UC Nordjylland.

Ny formand for Gymnasiernes Bestyrelsesforening er Stig Wall, som er formand for bestyrelsen på Gammel Hellerup Gymnasium. Den post har han haft siden 2014. Han har også været skolebestyrelsesformand for en folkeskole i Gentofte i 14 år. Stig Wall har yderligere en række bestyrelsesposter og har siden 2022 været konservativt medlem af kommunalbestyrelsen i Gentofte Kommune. Stig Wall er uddannet produktionsingeniør og er COO i virksomheden FabricAir.

GymLF har løbende møder med Gymnasiernes Bestyrelsesforening, da de to foreninger har en del fælles dagsordner. Bestyrelsesforeningens formål er ifølge foreningens hjemmeside ’at varetage gymnasiernes og hf-kursernes interesser og sikre dem økonomiske og politiske vilkår, som gør, at de kan varetage deres forpligtelser og leve op til samfundets krav’.

Gymnasiernes Bestyrelsesforening blev stiftet i 2005 i forbindelse med at gymnasierne skulle overgå til statsligt selveje.

Du kan læse eller genlæse det interview med Nils-Georg Lundberg som GymLF’s nyhedsbrev bragte i 2020 i forbindelse med udmøntningen af chefaftalen her.