Hvert år mødes skoleledere fra Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark til sparring, inspiration og gør fællesnordisk status. Det sker til det årlige nordiske skoleledertræf, som i år blev holdt i Göteborg i Sverige i slutningen af marts.
”Skolepolitisk er det vigtigt for os at være med i det nordiske samarbejde. Vi oplever jo ofte, at politikere i Skandinavien kigger til nabolandene, når de vil reformere uddannelsessystemerne. Og derfor er det godt at kende skolernes og ledernes udfordringer i vores nabolande, så vi er godt rustede til den dialog,” forklarer Lisbeth Løgstrup Fischer, som er GymLF-bestyrelsesmedlem og uddannelsesleder på Fredericia Gymnasium. Hun deltog på årets nordiske skoleledertræf sammen med GymLF-formand Marianne Munch Svendsen og Dorte Andreas, som er næstformand for Skolelederne, der organiserer skoleledere på Danmarks folkeskoler.
Snus, mistrivsel og ChatGPT kender ingen landegrænser
Når man mødes med nordiske skolelederkolleger, bliver det tydeligt, at der er mange udfordringer i skoleverdenen, som går på tværs af landegrænser.
”Vores kolleger i de andre nordiske lande diskuterer også skærme, mobiltelefoner og forstyrrelser i undervisningen. Og det er ikke kun i Danmark, at eleverne har trivselsudfordringer, tager snus eller skriver opgaver med ChatGPT. Det er et langt bredere billede, som går på tværs af lande. Vores unge opfører sig sammenligneligt,” siger Lisbeth Løgstrup Fischer og peger på, at det er vigtig viden, fx når man forsøger at finde årssagsforklaringer. Hun giver et eksempel:
”I Danmark kan vi fx tale om, at det er strukturreformen, der har presset de unge unødigt til at gå op i præstation og karakterer, men det holder måske ikke helt vand som den eneste forklaring, når vi ser samme tendens hos elever i vores nabolande, som ikke har haft nogen strukturreform. Det er nok snarere en del af en større makrotendens,” forklarer hun.
Måske ligger vi lunere i svinget med lederuddannelse
Men der er også forskelle på forholdene for skoleledere i Skandinavien.
”Der er rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer i alle vores nabolande. De har kæmpestore udfordringer med at fastholde ledere i uddannelsessektoren på en helt anden måde, end vi har i Danmark. Vi talte fx om, at det kan hænge sammen med lederuddannelse. At man er for dårligt rustet med lederuddannelse i nogle af de andre lande. I Danmark er vi forholdsvis godt stillet med lederuddannelse, og det kan jo give mod og kompetence til at løfte ledelsesopgaven bedre. Så dér er noget, vi med fordel kan holde fast i,” siger Lisbeth Løgstrup Fischer.
Danmark er vært for næste års nordiske skoleledertræf. Her er GymLF medvært sammen med Skolelederne.